Her i marts måned 2025 befinder jeg mig i Ilulissat, Grønland for at skrive endnu et bind i min serie af nordiske fortællinger. Det har jeg glædet mig til, siden jeg for 3 år siden tog hul på hele dette nordiske projekt, og jeg er ikke blevet skuffet.
Ilulissat er Grønlands 3. største by efter Nuuk og Sisimiut. Her bor 5.000-6.000 mennesker og 3.000-4.000 slædehunde. Af den helt racerene slags for det er forbudt at holde andre hunde her i Nordgrønland end den helt særlige grønlandske slædehund. Det er også forbudt at have voksne hunde omkring sit eget hus, så hundene står lænket på såkaldte 'hundepladser'. De forholder sig meget stille og roligt, undtagen ved to lejligheder: 1) Når ejerne kommer og spænder dem for hundeslæderne - de ELSKER tydeligvis at komme ud at løbe og hyler i vilden sky for at sikre sig en plads foran slæden, og 2) når de bliver fodret. Du ved den der lyd i Danmark, når sirenerne blev afprøvet hver onsdag kl. 12 i gamle dage? Sådan er det her hver dag omkring kl. 18. Så kan du høre dem gå amok fra alle hundepladserne over hele byen.
Så ja, hunde er her nok af. De skal som sagt stå lænkede, men en gang i mellem ser man nu en enkelt løs hund snige sig omkring, i hvert fald her, hvor jeg bor, hvor en unghund tit kommer forbi mine vinduer, og om morgenen kan jeg se på sporene i sneen, at den lige har været oppe og snuse til min dør også.
Ved en anden lejlighed stod jeg og kiggede på nogle hunde på en hundeplads, da de pludselig gav sig til at hyle helt vildt og kigge op mod vejen bag mig. Jeg gjorde det samme (minus hylen) og så her et helt spand af hunde i seletøj og remme komme springende i fulde fart ned mod mig. Jeg har fået at vide, at hundene ikke er helt ufarlige, og under alle omstændigheder er det dumt at blive væltet ved at blive fanget i deres seler, så jeg sprang ind i snedriven i siden af vejen netop, som de stormede forbi mig. Længere nede ad vejen var der en mand, som var modig nok til at gå ind mellem dem på trods af deres fart og gribe den lange sele, som nok var beregnet til at spænde til slæden. Så vandrede han af med dem, som om det var business as usual.
Det tog mig lang tid at samle funding til at komme på skriveophold her. Jeg var så heldig at få et legat fra Lizzi og Mogens Staal Fonden suppleret med et flot gave fra en familiær mæcen. Det takker jeg mange gange for. Desuden kan jeg takke en af de store turistaktører heroppe for at lade mig bo i en af deres personaleboliger til en kunstnervenlig pris i en hel måned.
Nu har jeg så tilbragt de første 20 dage med at lave research. Både skrivebordsresearch på lokalhistorie og -biografi, sagn, myter og andet godt. Men også oplevelser af by, isfjord, havn, fjelde og, nå ja, hunde. Foruden selvfølgelig Ilulissat Historiske Museum (hvor man var meget hjælpsom - tak for det), Ilulissat Kunstmuseum og Isfjordsmuseet. Herfra gik jeg en tur ned til Sermermiut ved Isfjorden. Der har boet 3 kulturer af inuit ved bopladsen Sermermiut gennem de sidste 4.500 år. Det kan jeg godt forstå. Selve Isfjorden er på UNESCOs bevaringsliste som den mest produktive gletscher i Grønland. Med produktiv menes, at den spytter utroligt mange isbjerge ud i isfjorden. Ilulissat betyder "Isfjeldene" og dens forgænger som boplads, Sermermiut betyder "Gletscherfolkets Sted".
Jeg har indtil videre fået skrevet 15 A4 sider, og fortællingen er ved at tage form, efter at have skiftet hovedfortæller et par gange. Tidsmæssigt ligger hovedfortællingen i 1903, hvor Den Litterære Danmarksekspedition overvintrede i Ilulissat (eller Jacobshavn, som det hed dengang). Men sagnene bringer os naturligvis tilbage i tiden, og rammefortællingen bringer os helt op til vore dage - men med de sædvanlige twist. Genren er som altid 'mytisk realisme'.
Nedenfor ser du et par fotos. Det ene er fra Grønlandsregistranten/Arktisk Institut, og det havde titlen "To præstefruer 1904", og det er fra Ilulissat. Det inspirerede mig til denne passus i min fortælling:
En af de første oplevelser fra Ilulissat, jeg kan huske, var en halvmørk forårsmorgen, hvor jeg kom gående ned mod havnen sammen med en af mine ældre søstre. Pludselig for hun sammen. Jeg fulgte hendes blik, og der på en klippe stod to lange magre væsner i sneen. De havde blege ansigter og lange sorte klæder men ikke nogen ben. De havde lyst hår og runde vrede øjne. Ved siden af dem stod en slædehund så stor, som jeg aldrig før havde set. Jeg var sikker på, at det var to inorruit i følgeskab med en eqqilit som ville kidnappe os og tage os som koner, selv om vi kun var små piger. Jeg var skræmt fra vid og sans, og vi vendte om og løb hele vejen hjem igen og gemte os i hytten, selv om vores mor skældte ud. Senere, da vi begyndte at gå i kirke, fandt jeg ud af, at det var præstefruer, og at deres ben gemte sig inde under de lange kjoler. Men på det tidspunkt havde jeg aldrig set andet end bukser og kamikker. Den store hund tilhørte den ene frue, og man sagde, at hun sov med den i sengen i stedet for sin præstemand, fordi han havde for travlt med at læse i de gamle bøger, han til gengæld sov med om natten. Sådan sagde man.
Det andet billede er af mig, som nyder at sidde nede ved vestfjorden og lytte til sagte bølgeskvulp og edderfugle neden for den gamle kirke.
